onsdag den 6. november 2013

Italianissimo


I sommers købte jeg en deal til Italianissimo nede i Gammel Munkegade. Dealen gjaldt en affetati misti platte bestående af: forskellige pølser, skinker, oliven, tomater, pesto, olie, brød, rucola og chilimarmelade. Normalt er jeg ikke vild med ost, men nøj hvor var disse her gode. Jeg kan desværre ikke huske, hvad ostene hed, men jeg er sikker på, at der var en pecorino og en mild gedeost. Af kødet var jeg specielt vild med den ud til højre, som vist var noget nakke - et eller andet. Resten var dog bestemt også spiseligt :) Brødet var dejligt svampet og pestoen lige som den skulle være. Hvad jeg specielt vil fremhæve, var chilimarmeladen. Det havde jeg aldrig prøvet før, men sammensætningen af det søde med den stærke eftersmag var helt fantastisk. Jeg blev faktisk så vild med det, at jeg gik hjem og lavede en portion selv! det var simpelthen én af de mest lækre platter, jeg har fået (og jeg har alligevel prøvet mange - kødpige som jeg er :))
Jeg kan desværre ikke huske, hvad prisen var for sådan en platte, men jeg kan huske, at S og jeg talte om at prisen, selvom det var ikke var en deal, bestemt var overkommelig og det ikke var sidste gang, at vi købte sådan én. Jeg gik senere på måneden ned og købte lidt af hvert til vores 1 års bryllupsdag og det var bestemt en succes :) Hov og endnu en bonus: man kan bestille platten til takeaway :)
Skulle jeg give stjerner, så ville jeg bestemt give 6 ud af 6. Dette skyldes ikke, kun at maden var i top, men også at betjeningen var venlig og rar og at platten var på bordet på det tidspunkt, som den var bestilt til.

søndag den 3. november 2013

Jordbærgrød


Hold da op - Oktober gik godt nok hurtigt! Og så uden et eneste indlæg! Hvad fik jeg tiden til at gå med? Tjo, jeg var i praktik. Jeg læser jo Ernæring og sundhed (på fødevarelinjen) og nu hvor vi går ind i den sidste del af uddannelsen, så skal man i to praktikker. Denne her var den første, som varede 6 uger og som jeg brugte i et storkøkken. Men hold nu op det var hårdt! Ikke så meget det fysiske arbejde eller at stå op urimeligt tidligt. Det var simpelthen alle de indtryk, man fik igennem perioden. Jeg stoppede i torsdags og brugte hele fredag på at sove! Jeg var forresten i praktik med en super sød pige, så man kan virkelige kalde praktikken en succes :)
Fordi jeg har negligeret bloggen her på det sidste, betyder det at nogle af de indlæg, som jeg har i ærmet til Jer, er blevet lidt småforældede. Men siden det nu er ting, som jeg super gerne vil dele med Jer, så vælger jeg nu alligevel at bringe nogen af dem :)
Dette billede er fra i sommers, hvor S og jeg plukkede 4 kg jordbær ude hos Holgers Jordbær. Én af grundene til at jeg så gerne ville derud og plukke var, at jeg havde en stor trang til jordbærgrød. Jordbærgrød minder mig så meget om at være lille pige og besøge min farmor. Så nu skulle det være :) Nu er det jo heldigvis nemt at lave jordbærgrød. Opskriften jeg brugte var fra min trofaste "God mad, let at lave", men for nemheds skyld så bringer jeg den her.

Jordbærgrød
ca 3-4 personer

750 g jordbær
1,5 dl vand
4-6 spsk sukker
2-3 spsk majsstivelse
2 spsk vand

- Skyl og nip bærene.
- Kog dem møre sammen med vandet i to-tre minutter.
- Smag til med sukkeret.
- Jøvn grøden ved at røre majsstivelsen ud med de to spsk vand og hæld det i grøden mens du rører rundt.
. Kog grøden videre i ét minut.
- Afkøl grøden.
- Servér med mælk eller fløde.


fredag den 20. september 2013

Æblesuppe


Selvom sommeren er gået på hæld og det er den mørke tid som venter, så synes jeg alligevel godt, at jeg kan præsentere denne dessert. Vi fik den i sommers, men der er intet i vejen for at spise den nu også. Den vil egne sig perfekt til årstiden, nu hvor æblerne falder af træerne.
Som udgangspunkt for æblesuppen brugte vi sæson for god smags opskrift.

Æblesuppe
ca. 4 personer

400 g æbler
8 dl vand
1 dl sukker
½ stang vanille

Vask æblerne og skær den i mundrette bider. Du behøver ikke at skrælle dem, men fjern æblehuset.
Kog æblerne og vanillestangen i vandet. Når æblerne er møre, så blend dem og si den hvis du ikke vil have klumper.
Bring supper i kog igen og tilsæt sukkeret. Smag den til med vanillesukker.
Køl suppen af.
Servér den med en god klat vanilleis og så er det farmor dessert :) Next up: Jordbærgrød :)





mandag den 16. september 2013

Hjemmelavet smør



Det viste sig jo at være ingen sag :) Og så smager det bare så dejligt :) Hvis man tror, at det økonomisk set kan betale sig at lave sit eget smør. Så kan jeg fortælle, at det kan det IKKE. ½ liter fløde giver lige under 200 g smør og siden en halv liter fløde koster nogenlunde det samme som en bakke smør. Så kan det ikke betale sig. Men det er sjovt og hvis man har lyst til at lege med smag og saltning i sit smør, så er det jo en oplagt mulighed at lave det selv :)
Som sagt er det meget nemt at lave smør:
En ½ liter fløde hældes op i ens foodprocessor og køres, indtil smørret begynder at skille fra kernemælken. Man er virkelig ikke i tvivl, det ser helt grynet ud.

Så hælder man kernemælken fra. Jeg syntes ikke at vores smagte af så meget, men det er helt sikkert godt til at bage med. Det må jeg prøve næste gang.
Smørret der nu er skilt fra kernemælken, skal vaskes for at få den sidste rest kernemælk ud. Kom en smule vand i en skål og masser smørret i vandet. Nu er det så heldigt at fedt og vand ikke bare kan blandes sammen, så dette kan sagtens lade sig gøre. Bliv ved med at vaske smørret til vandet bliver klart.
Næste trin er, at smørret skal saltes. Jeg prøvede med ca 2 teskeer, men smørret kunne godt have tålt mere salt. 
Herefter skal det stivne i køleskabet. Jeg har sådan en fin form, som jeg puttede mit smør i, men man kan også bare putte det i sin tupperware eller forme det i hånden.
Efter nogle timer i køleskabet er det stivnet. Jo mere kernemælk der stadig er i smørret, jo hurtigere smelter det igen. Men det kan sagtens være udenfor køleskabet i den tid, som man spiser frokost :)



mandag den 9. september 2013

Food festival 2013

 Fredag stod i Food festivals tegn. Og sikken en oplevelse! For madelskeren var der alt, hvad hjertet kunne begære, og så lige lidt ekstra. Det var et mekka fyldt med mad og da jeg og S gik derfra, var vi stopmætte af de lækreste smagsprøver og de fedeste smagsindtryk. Den er desværre ovre for i år, men besøg den næste år. Det er virkelig det hele værd!

Svampens vej fra lille til stor.

Planteriget - alverdens planter, frugt, grøntsager og moste kunne smages og købes her.


Et godt råd fra Sønderjylland

Den lækreste mel fra Samsø. Jeg købte fuldkornshvedemelet og drømmer allerede om alle de andre meltyper man kan bestille hjem her

Fisk og skaldyrs området bød på alle mulige varianter og smagsprøverne var ikke små. Jeg kunne næsten ikke nå at tage billedet før S havde pillet og spist de første fire rejer.

Ved "kødet" kunne man besøge om måske klappe en lille gris


Søde piger ikke :) Rundt omkring på pladsen mødte jeg mange af mine medstuderende, inkl. disse søde tøser :) De stod i I love øko standen og oplyste de besøgene om, hvad økologi egentlig betyder og hvorfor det kan være et vigtigt emne at tage fat i, i disse tider med madspild, sprøjtemidler og dyrevelfærd. Der blev ivrigt spurgt ind hos Signe og Sara og de fik fortalt. Skønt at se at folk faktisk er interesserede og ikke bare går forbi.


Lækre store brombær. Det gjaldt om at smage og finde den man bedst kunne lide.

Tilbage til planteriget. Anordningen i venstre side er en æblepresser som S var meget fascineret af


Dagens køb: En skøn stor rabarber som er blevet plantet ud i haven. Fuldkornshvedemelet, det kribler i fingrene for at komme til at bruge det. Æblemost med hyldeblomst fra Nybro frugtplantage - skøn og frisk. Røget ost fra Naturmælk - den er på madplanen i denne uge. Soy4you produkter som fungerer som køderstatning. Jeg smagte en chili con carne ved standen og var imponeret over konsistensen af produktet og hvor meget smag man kunne  tilføre det. Så jeg købte et par poser. For dem som kender produktet og undrer sig over, hvorfor det ikke kan købes i butikkerne, kan jeg fortælle at det skulle komme i Rema 1000 i uge 40. Og endelig et: I love øko net fyldt med hø. Høet kan S bruge til at røge med og jeg ville gerne have nettet :)